At finde balancen…

Kære dig,

Der er dage, hvor livet føles som et uoverkommeligt bjerg. Hvor hver en lille beslutning kræver en energi, jeg ofte ikke har. Måske læste du med sidst, hvor jeg delte lidt om hvordan livet for mig tog en drejning med en kronisk nerveskade og følgesygdom(me). Jeg har derfor et nervesystem, som ofte allerede inden jeg står op, er overbelastet og skrøbeligt, og som kæmper for at finde ro i en hverdag, der sjældent viser forståelse for smerte eller træthed. Sådan er det at leve med en kronisk smertetilstand. Og måske kender du det – eller måske kender du nogen, der gør.

Hverdagen blev med ét et konstant balancestykke. Både at navigere i og deltage i sociale relationer er ofte en udfordring, fordi det kræver noget af mig, jeg ikke altid har at give. Og samtidig kan det modsatte – desocialisering – være lige så svært. Der er en slags skam og skyld forbundet med at trække sig, men også en dyb nødvendighed i at lytte til kroppen og passe på mig selv.

Udover mine nære, er min butik, mit univers her, mit anker i alt det her. Den giver mig ikke kun noget at holde fast i, men også et sted, hvor jeg kan møde mennesker på en måde, der fylder mig med energi. For selv på de sværeste dage mærker jeg en lille gnist, når vi mødes. De samtaler vi har, de små øjeblikke af forbindelse – det er det, der gør det hele værd.

Men balancen kan være svær og gør det ikke altid let. Der er øjeblikke, hvor jeg står over for et smilende ansigt, der i omsorg spørger: “Hvordan har du det?” Og sandheden er, at jeg er i konstant smerte og hvad der deraf følger. Men hvordan svarer man det uden at tynge det øjeblik, der burde handle om lethed og glæde? Jeg forsøger virkelig at balancere mellem ærlighed og at beskytte både dig og mig selv – en dans, der kræver mere energi, end man lige tror. Men jeg har tidligt i processen besluttet mig for at denne drejning ikke skulle være enden på alt godt. Det var, er… et nyt livsvilkår der gør at mange ting stadig skal gøres og opleves – men anderledes. På en ny måde. Det øver jeg mig i hver dag også de dage hvor jeg falder i og kommer til at snakke for meget om at det er svært og kunne have ønsket at samtalen forløb anderledes positivt. Men det er også en balance i ærligheden, for hvor har jeg dog mødt og møder stadig en kærlighed og omsorg der gør en verden til forskel.

På de dage, hvor kroppen eller sindet ikke kan være i butikken, er det en kamp at acceptere, at jeg også må give mig selv lov til at trække vejret. Jeg er ved at lærr, at selvom jeg ikke altid kan være der for butikken, så kan butikken stadig være der for mig. Dens sjæl – energien i de møder, vi har haft – lever videre, selv når jeg må tage et skridt tilbage. Derfor betyder mit møde med dig og at du fortsat har lyst til at følge med og støtte mit lille univers her også så uendelig meget.

Det her liv kræver konstant omstilling og accept. Men det har også lært mig noget smukt: At selv i de sværeste stunder findes der en styrke i kærligheden og i mødet med andre. Og selv når jeg må trække mig tilbage, mærker jeg, at forbindelse er min største kilde til healing.

Tak for at være en del af det her univers, hvor vi sammen skaber balance, kærlighed og mening – også på de svære dage (og hvad der faldt mig ind forleden, er det jo netop hvad små butikker, foreninger og netværk kan).

Med kærlighed og taknemmelighed,
Katrine ♥